Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter
Opskrifter

Schiøtz. For dem,
der forstår.

Som det gælder for andre bryggere i midten af det forrige århundrede, gemmer der sig en dybt interessant historie bag Theodor Ludvig Schiøtz. En historie der handler om meget mere end visionen om at brygge øl på sit eget bryggeri.

Schiøtz gik med drømmen om at blive brygger gennem mange år. Men til forskel fra andre havde Schiøtz samtidig en række andre store passioner, som var med til at præge hans liv og det øl, han kom til at brygge. Botanikken. Naturen. Poesien. Og kærligheden til en enkelt kvinde.

Schiøtz så naturen som det største og væsentligste her på jord. Ifølge hans opfattelse er naturen skabt til at blive tilbedt af mennesket. Vi skal lade os inspirere af naturen – værne om den og dyrke den. Sin passion for naturen brugte Schiøtz flittigt, når han valgte ingredienser til sine bryg.

På mange måder virker Schiøtz’ værdier og hans fascination af naturens mirakler meget nutidige. Det har da også været en mangeårig drøm at lade Schiøtz ”genopstå”. Ikke bare som øl, men i lige så høj grad som en hyldest til Theodor Ludvig Schiøtz’ holdninger og handlinger.

Nu er vi i gang – og vi starter med øllet. Hvis det går, som vi håber, er det planen at demonstrere, at øl er meget andet end fodbold og rockkoncerter. Ikke fordi der er noget galt med det, men til forskel fra de gængse øl-situationer vil vi prioritere den gode øl som centrum for samtaler om andre væsentlige emner – naturen, poesien, kærligheden … og øllet selv.

 

Vores primære rolle i denne samtale er at sørge for, at øllet er på plads, men vi har også tænkt os at bibringe de gode øl-stunder meget andet. Mere om det senere hvor vi går i fodsporene på Schiøtz gennem øllets tilblivelse – og følger de strømme af arrangementer og events, vi samler på Schiøtz.dk.

Øllet og
bryggeren

Som nævnt var Schiøtz optaget af botanikken – og han havde papirerne i orden. Schiøtz var uddannet apoteker og blev senere uddannet brygger hos vennen Jacobsen i København. I 1859 etablerede han et stort bryggeri ved det køligt strømmende vand i Odense å. Kølingen var vigtig, da Schiøtz i tråd med tiden også ville brygge undergæret øl. Bryggeriet gav han navnet Albani. På det tidspunkt var Odense Danmarks næststørste by, og Albani blev hurtigt et meget succesfuldt bryggeri.

 

Som brygger var Schiøtz legendarisk og højt respekteret for sin dygtighed og for sit unikke øl.

Til trods for at Albani blev et af landets allerstørste bryggerier, deltog Schiøtz i det daglige arbejde i bryghallen, så længe kræfterne rakte – og de rakte langt. Schiøtz var et stærkt, men også meget kærligt og engageret menneske. Han var imod et hierarki, der betød, at han kom på afstand af sine medarbejdere – han ville arbejde tæt på dem og øllet. Schiøtz var kendt for sin fysiske arbejdsevne og for evnen til at finde dygtige medarbejdere. Han behandlede sine ansatte og deres familier langt mere omsorgsfuldt end normalt på den tid.

Han var imod et hierarki, der betød, at han kom på afstand af sine medarbejdere – han ville arbejde tæt på dem og øllet

Fællesskabet omkring det gode øl har været et vigtigt element i bryggeriets historie. Og det har været det særlige, der gjorde Albani til et af tidens væsentligste bryggerier. Med interessante opskrifter og dygtigt dedikeret bryg-arbejde som omdrejningspunkt.

 

Derfor har det været både oplagt og respektindgydende for os at følge Schiøtz’ store fodspor. Formålet er i al ydmyghed at skabe nogle danske øl baseret på det særlige, som Schiøtz bragte ind i dansk brygkunst. Vi har valgt tre øltyper til at starte med.

GYLDEN IPA

BRYGGET MED HYBEN

Udover den kraftige humlekarakter, som er IPA'ens særkende, har denne Schiøtz Gylden IPA, som alle øl fra Schiøtz, en inspiration fra botanikken, der giver den yderligere smagskompleksitet. Udover de tre humletyper, Simcoe, Citra og Pacific Gem, indgår hyben og rosmarin i opskriften. Men kun så det giver en frugtig og krydret nuance i eftersmagen. En IPA henvender sig til øldrikkere, der elsker det humle gør for en øl. En Schiøtz Gylden IPA går lige et par skridt videre.

Overgæret, 5,9%

BOHEMIAN PILS

BRYGGET MED KVÆDE OG ÆBLE

Målet med Bohemian Pils er at fremstille den ultimative pilsner.
Inspirationen er som Saazer og Kazbek humlen og den gulvmaltede pilsner malt, hentet i Plzen. Herudover indgår der tre andre malte, havre og et strejf af æble og kvæde. Det giver pilsneren et bredere smagsspektrum - og gør den mere interessant og samtidig ekstra
fyldig og frisk.

Undergæret, 5,0%

MØRK MUMME

BRYGGET MED SOLBÆR, HYBEN OG SLÅEN

Mumme er en kraftig, mørk og maltet øltype fra den sene middelalder. Måske var det den øl, som bryggeren forkælede sig selv med? I vores version har vi tilføjet et strejf af nordiske bær, som vi forestiller os, Schiøtz ville have gjort. Udover de nordiske smagsgivere indgår der ikke mindre end syv malte og fire humletyper i en Mørk Mumme.
Typisk Schiøtz.

Overgæret, 6,5%

BELGISK IPA

BRYGGET MED CITRUS, HYLDEBLOMST OG GUAVA

Crossover kalder man en øl, der blander to stilarter. SCHIØTZ BELGISK IPA er en Belgisk Blonde Ale med klassisk US IPA karakter. Den har den krydrede, aromatiske frugtighed fra en Blonde Ale og tillige den karakteristiske humlebitterhed fra en India Pale Ale. Desuden har vi på ægte Schiøtz-maner tilsat lidt ekstra fra naturens eget skatkammer i form af citrus, hyldeblomst og guava, som giver øllen et krydret og eksotisk strejf. Typisk Schiøtz.

Overgæret, 5,9%

Mørk Bock

BRYGGET MED HYLDEBÆR, TRANEBÆR OG PORSE

Bock er en klassisk stærk øltype til de mørke måneder. I Schiøtz Mørk Bock er desuden brugt nogle af naturens egne smagsgivere – hyldebær, tranebær og porse – for at skabe en spændende og balanceret øl. Det er en øl med let bærsmag og nogen sødme, som får modspil af porsekrydringen og en let humlebitterhed. Med sin delikate bærkrydring er Schiøtz Mørk Bock forbløffende letdrikkelig, men husk at det er en øl skabt til at blive nydt og drukket langsomt.

Undergæret, 6,0%

Dybsort Porter

BRYGGET MED HYLDEBÆR, KIRSEBÆR OG LYNGBLOMST

Forbilledet for Schiøtz Dybsort Porter er den engelske porter. Og i lighed med disse karakteriseres den af en kraftig aroma, med præg af ristet malt, men også med noter af chokolade, lakrids og kaffe, som det sømmer sig for en fuldmoden porter.

Overgæret, 6,2%

Gylden Jule Ale

BRYGGET MED ABRIKOS, DADLER OG MANDARIN

Schiøtz Gylden Jule Ale hører til blandt julens mere fyldige oplevelser.
Forbilledet er Duvel. En af de største belgiere. Men det ville ikke være en Schiøtz, hvis vi ikke havde bygget videre på smagsbilledet. Vores brygmester lukkede øjnene og tænkte på Nordisk jul. Da han åbnede dem igen, bad han om Enebær, Slåen, Abrikos, Dadler og Mandarin.
Han har valgt ren pilsnermalt med 5% lys Münchner-malt, for farven og fyldens skyld. Og aromaen stammer fra lige dele tjekkiske og New Zealndske humler, Saaz og Pacific Gem.
Resultatet er naturligvis uimodståeligt... Typisk Schiøtz
Strågul, Ufiltreret, Forbavsende frisk og balanceret juleøl, der også passer til maden efter jul.

Overgæret, 8,0%

Mørk Jule Ale

BRYGGET MED SLÅEN, SOLBÆR, FIGNER OG SVESKER

En symfonisk belgier, tilsat lidt nordisk charme
En mørk fyldig belgisk inspireret dubbel der med garanti vil sætte gang i blodomløbet i de kolde vintermåneder. Men ikke nok med det, den vil også få gang i smagsløgene. Selvom vi har valgt flittigt fra hylderne i kornkammeret, med ikke mindre end 7 malte, så vil du nok blive overrasket over hvor nordisk forfriskende det er lykkedes at lykkedes os at brygge denne 8 % voksen-øl.
Det skyldes, udover valget af den Slovenske Savinskij Goldings som aromahumle, også brugen af slåen, solbær, figen og sveske som smagsgivere. Bare rolig, det er ikke noget der smager igennem, men det giver et mere friskt, inspirerende og komplekst smagsbillede.
Et meget passende kick til maven og den store julefrokost. Typisk Schiøtz.

Overgæret, 8,0%

Jule IPA

BRYGGET MED HYBEN, TRANEBÆR OG HAVTORN

Hvis du kan lide Schiøtz Gylden IPA, der vandt guld i 2016, så vil du elske vores Jule IPA.

Dansk julemad kræver sin øl. Og med denne Jule IPA, har vi sat alle sejl til. En voksen IPA, med en fornuftig styrke og en markant bitterhed (60 IBU), fra den udsøgte blanding af New Zealandsk Green Bullet, som vi har valgt til bitterhumle, samt lige dele amerikansk Simcoe, Citra og Pacific Gem, som vi bruger både som aromahumler i bryg-processen og efterfølgende i en kold tørhumling.
Udover humlerne har vi brugt sommerens bær og urter til at give smagen en særlig dyb men let frugtig karakter. Typisk Schiøtz.
Øllen er ufiltreret og den fyldige krop er skabt af ikke mindre end seks malte, domineret af dansk pilsner og pale ale malt.
Schiøtz jule IPA er et godt valg til de lettere juleretter og frokosten.

Overgæret, 7,0%

Naturen er min
kirke

Schiøtz havde et næsten religiøst forhold til de mirakler, han iagttog i sine studier af botanikken. Til trods for sit stærke sanselige forhold til naturen var han bestemt ikke nænsom, når han ind imellem følte, at han måtte markere sit forsvar for det, der i øvrigt lå hans hjerte så nært.

Schiøtz var mindre begejstret for den statslige kirke og øvrighed. Han var en for sin tid kontroversiel person, og han udtrykte høfligt sin holdning ved at udtale: “Skoven er min kirke – og svalens kvidren min lovsang”. Denne udtalelse ligger samtidigt med Darwins kontroversielle udtalelser om arternes oprindelse. Det betød dog ikke, at Schiøtz frasagde sig gudelighed. Han var blot mere optaget af tidens mest progressive repræsentanter
for naturvidenskaben – og han delte denne verdensopfattelse med andre naturelskere.

I begejstring over et særlig vellykket bryg mener man at have hørt hans fyldige baryton buldre igennem bryghallen med ordene: “Humle og Malt. Herren gav os alt”. Så helt ugudelig var han ikke.

 

Krigeren og
elskeren

Som mange andre meldte Schiøtz sig som frivillig i treårs krigen i 1848. Det var her, han som skarpskytte mødte bryggeren J.C. Jacobsen. De delte drømmen om øl og om brygning – og det er helt givet på dette tidspunkt, Schiøtz hentede næring til de planer, han senere så resolut førte ud i livet.

Sønderjylland har altid haft en særlig plads i hans hjerte. Her mødte Schiøtz også kvinden i sit liv – en frk. Klyver, der var forstanderinde på en pigeskole i området. Da Danmark senere mistede landsdelen i 1864, mødte kærligheden store udfordringer.

Schiøtz og frk. Klyver blev aldrig gift, men gennem hele livet havde de stærke følelser for hinanden. Ligesom Schiøtz ikke helmede, når det gjaldt om at brygge det ypperste øl, så trodsede han både Lillebælt, Sydhavet og fjendeland, når det gjaldt hemmelige møder med sin elskede. Han sejlede alene i sin sejlbåd til sjældne stævnemøder med frk. Klyver i det tidligere Danmark. Det krævede både mod og sejlerkunnen. Ind imellem holdt han ild i kærligheden ved at skrive dybtfølte kærlighedsdigte til sin udkårne. Den digteriske kvalitet kan måske diskuteres, men hjertet bag kan ikke.

Øl og botanik –
ren poesi

Schiøtz elskede naturen og det naturlige. Han fordybede sig i botanikken og blev en internationalt respekteret botaniker. Samtidig dyrkede han poesien, og flere af landets fineste digtere og kulturpersoner gæstede ham ved et eller flere af hans utallige kulturelle arrangementer i den smukke privatbolig. Her konverserede man og læste op af det sidste nye prosa og poesi. Som det fremgår af dette brev fra H.C. Andersen, var tidens digtere også begejstret for Schiøtz’ egen kunst.

“Vi faaer herude paa Bregentved “Albani-Øl”, det er nok fra Odense, men indtræffer fra Kjøbenhavn, jeg troer fra et stort Øl-Udsalg i Larslaistræde. Grevinden og jeg drikker det, og jeg kan ikke noksaa rose dette øl, det er ikke saa stærkt som den Porter Frøken Anna drikker, har ikke den Spritussmag der er ved bayrisk Øl, det er lædskende, velsmagende og kraftigt.”

 

Lad øllet fortælle

Med denne nye øl-serie fra Schiøtz vil vi gerne fortælle historien om en helt særlig mand og hans helt særlige evner for øl-brygning.

Det er historien om hvordan det gode øl bliver brygget, når det bliver tilsat det bedste fra naturen og botanikken. De bedste malte og humler fra hele verden kombineret med nøje udvalgte urter og frugter. Inspirationen er dansk, men vi har brugt hele verden som krydderihylde.

Vi har hentet Saazer og Kazbek humler fra Tjekkiet, hvor vi også har fundet den gulvmaltede byg, som virkelig giver en tydelig smagsforskel.

Og der er Simcoe og Citra humle fra Yakima dalen i Washington State og Oregon samt de unikt frugtsmagende Green Bullet, Pacific Gem og Nelson Sauvin humler fra New Zealand.

I de gamle danske bryggerier i den sene middelalder groede humlen vildt og var ikke forædlede, som de humler vi kender i dag. Dengang brugte man i stedet porse, perikum og kvæde som krydring og for at give øllen dens bitterhed. Vi har valgt at tilsætte visse af disse urter for at tilføre øllet interessante smagsnuancer. På den måde bliver Schiøtz’ historie fortalt igennem øllet.

Men det er først og fremmest dig, der skal opleve fortællingen og lade os vide, hvad du synes om den. For det slutter ikke her. Hvis du besøger vores hjemmeside, kan du følge og være med til at præge, hvad der sker i næste afsnit af den botaniske ekspedition.

Typisk Schiøtz.